I Skoven skull’ vær’ gilde
alt hos den gamle ørn,
som jo så gerne ville
fornøje sine børn.
Og alle fugle sjunge
og røre deres tunge,
så snart at lærken gi’r signal
af næbets foderal.

Og storken skull’ vær’ skaffer
og sætte mad på bord,
thi han var den iblandt dem,
der var så grumme stor.
Han hawde lange bene
og dertil tykke lår,
det var fordi han ikke skull’ fald’ omkuld
slå faden’ i skår.

Og ravnen skulle også
væ ----